ForsideSofies bogHverdagGuldkorn FiskeolieNyt om Sofie

Sofies bog "Kan I forstå mig?"

Sofie har skrevet en bog. En rigtig sød bog, som hendes far har illustreret for hende. Sofie ville nemlig gerne have, at de andre børn henne i skolen skulle forstå hende. Men Sofies bog blev så fin, at jeg spurgte Sofie, om vi ikke skulle vise den til Videncenter for Autisme. Det syntes Sofie var en god idé, og Videnscentret syntes så godt om bogen, at de ville udgive den, og det skete den 4. november 2005. Sofie var utroligt stolt.

Sofies bog er nu blevet oversat til engelsk, og den engelske udgave af Sofies bog hedder "Do you understand me?" - og er udkommet via Jessica Kingsleys Publishers i alle engelsktalende lande.

Vi er taknemmelige og stolte over, at Sofies lille bog har fået medvind alle steder fra - selv Undervisningsministeriet har blåstemplet både Sofies bog og den tilhørende lærervejledning, og har støttet udgivelsen, og der er kun kommet fine anmeldelser af Sofies bog. Her er nogle af dem:

BUPL skrev:

Kan I forstå mig?

Sofie er 11 år, og hun har autisme. Det gør hende anderledes, og det ved hun godt selv. Men hun synes, at det gør livet ekstra besværligt for hende, at andre ikke kan forstå hende. Derfor har hun skrevet en bog om, hvordan hun oplever verden, og hvad hun godt kan lide, og hvad der er svært for hende. Sofie Koborg Brøsen kan det, som kun gode forfattere kan. Hun kan med få ord fortælle om noget meget svært, så det er nemt at forstå. Hun beskriver sin sygdom med en indsigt, som er meget sjælden for en pige på 11 år. "Jeg vil gerne have, at andre forstår mit liv, så de kan forstå mig", skriver hun. Og så fortæller hun ellers om, hvordan hun nemt bliver forvirret, hvis hun ikke ved, hvad hun skal. Hvordan hun har brug for huskesedler eller tegnede forklaringer på, hvordan for eksempel en fjernbetjening virker. Hvordan hun ikke kan huske navnene på alle børnene i hendes klasse, men at hun kan huske navnene på alle tegneseriefigurer. Sofie går i en almindelig folkeskole, men har støttetimer. Hun vil gerne lege med børnene i hendes klasse, men nogle af dem driller. Selv om Sofie ville ønske, at hun ikke havde autisme, ville hun endnu mere ønske, at andre kunne lide hende, som hun er.
"Kan I forstå mig?" af Sofie Koborg Brøsen er udgivet af Videnscenter for Autisme. Sofies far, Peter Brøsen, har illustreret bogen. Sammen med Sofies bog udgives også en lærervejledning, så bogen kan bruges i undervisningen. Se mere og bestil på www.autisme.dk

Danmarks Biblioteks Central, Lektørudtalelse (05/50) 2 599 503 1 (BA)

Koborg Brøsen, Sofie: Kan I forstå mig? - Sofie Koborg Brøsen; illustreret af Peter Brøsen. - Videnscenter for Autisme – 53 sider DK - ISBN 61.643

Op med én procent af alle børn og voksne kan diagnosticeres til at være autister eller have Aspergers syndrom. Det betyder, at der i en skole med 400-500 elever vil være 4-5 elever med dette handlicap. Derfor er en bog som Kan I forstå mig? vigtig og aktuel både til undervisning i klassesammenhæng og for forældre og pårørende. Denne bog er egentligt beregnet til undervisning, idet der følger en udførlig lærervejledning med. Bogen er skrevet i jegform af Sofie på 11 år. Hun fortæller helt udramatisk og realistisk om, hvordan hun har det i alle hverdagens sitiuationer, hvordan hun misforstår andre og ikke kan afkode andres handlinger og udsagn, og alle de problemer, det skaber for hende. Hun fortæller, hvad hendes familie gør for, at hendes liv skal blive forståeligt og godt, og hvad der kan gøres og bliver gjort i skolen, for at hun kan fungere sammen med sine klassekammerater. Meget fint og med stor bevidsthed.
Bogen er illustreret af Peter Brøsen, hvis naive, lidt barnlige tegninger passer fint til teksten, og er med til at gøre bogen anvendelig for en bred målgruppe. Det angives i lærervejledningen, at målgruppen er mellemtrinnet og overbyningen. Jeg tror dog, at man i overbygningen vil finde den for barnlig. Men til fælleslæsning fra 4. klasse vil den fungere fint. Kan selvlæses fra 10 år. Bør bestemt også stå på folkebiblioteket.

Ingrid Martlev


Gå til bestilling af bogen her

info@englesind.dk